Fælles for mine opgaver er, at de kræver et stort overblik og en struktureret tilgang til arbejdet. Både som sektionsingeniør og projektleder er det vigtigt at have øje for, hvordan et projekt bringes bedst muligt videre, samtidig med at jeg skal kigge bagud og sikre mig, at alle opgaver er blevet samlet op. Ud over en ingeniørfaglig ballast er det derfor nødvendigt også at have forståelse for ledelse, økonomi og kommunikation for at få projekterne til at gå op i en højere enhed.
Jeg har udviklet mig meget, siden jeg første gang kom til Aarsleff – dengang som praktikant fra Tyskland. Fra dag ét har jeg oplevet Aarsleff som et sted med god mulighed for selvstændig opgaveplanlægning og udførelse, men som også tilbyder den nødvendige support fra alle steder i organisationen. Det er nok det, der især kendetegner Aarsleff som arbejdsplads: frihed under ansvar og viljen til at støtte medarbejdernes faglige udvikling.